|
Seniorroning i Brøndby Roklub Seniorafdelingen er for alle over 18 år. Opad er der ingen aldersgrænser. Hos seniorerne er der både hyggeroere og motionsroere. Du kan altså selv bestemme hvor du vil lægge vægten. De fleste vælger et mix af begge dele.
Seniorafdelingen har faste ro-tid onsdag aften, som regel mødes vi mellem kl. 18.30 & 19:00. hvor vi så sætter holdene.
Derudover kan man ro når man har lyst, bare man kan samle et bådhold og man overholder klubbens reglementer, d.v.s. at der altid er en uddannet styrmand om bord.
Kom i gang med at ro
Har du aldrig roet, men har lyst til at prøve, så kræver det kun lidt træningstøj og et par gummisko, samt at du kan svømme. (se klubbens ro-reglement). Vi stiller en instruktør til rådighed.
Sund motionsform
Roning er en perfekt motionsform, hvis du vil have en god allround træning af de store muskelgrupper, forbedre din kondition eller bare få et bedre fysisk velvære. I roning benytter du alle fem store muskelgrupper på en måde hvor du ikke udsætter led og sener for pludselige belastninger, så selvom du har en mindre knæskade eller ryglidelse, kan du sagtens få glæde af roning.
Båden
En inrigger er som oftest en træbåd, hvor åregangene er placeret på rælingen.
Dette betyder at inriggeren er velegnet til at ro på åer og på havet, da dens brede konstruktion gør det meget svært at kæntre, selv om der er strøm eller bølger.
I en inrigger sidder roerne skiftevis i styrbord og bagbord side. Den forreste roer er altid en styrbordsroer, og den bagerste (stroke) er altid en bagbordsroer.
Denne konstruktion, hvor roerne sidder sideforskudt, gør det tillige muligt at skifte pladser i båden undervejs. Dette er en fordel, når der ros over lange strækninger.
Der findes grundlæggende to typer af inriggere, nemlig 2-åres med styrmand og 4-åres med styrmand, hvilket vil sige, at besætningen kan bestå af 3 eller 5 personer.
En toåres og fireåres inrigger vejer henholdsvis ca. 90 og 120 kg. Den letteste 2-åres inrigger, der er bygget, vejer 65 kg.
Længden er hhv. cirka 12 m (2-åres) og 14 m (4-åres).
Den maksimale hastighed for en 2-åres inrigger ligger på ca. 14 km/t. For en 4-åres inrigger ligger tophastigheden på ca. 16 km/t.
|